Chatrobotter, taleassistenter eller bare ”chatbots”

Taleassistenter og chatbots hjælper dagligt mange mennesker med små hverdagsudfordringer, og mange af os har sikkert været i kontakt med en taleassistent eller en chatbot – enten via vores smartphone eller en hjemmeside og måske endda uden at vi har været klar over det. 

Taleassistenter som Apples ”Siri” og Googles ”OK Google” kan man spørge hvordan vejret bliver, mens andre taleassistenter også kan bestille bord på restauranter, tænde og slukke lys m.m. Flere banker og forsikringsselskaber har  chatbots hvor man kan få svar på forholdsvis simple spørgsmål som fx ”hvor meget koster en bilforsikring?” eller ”hvor meget kan jeg låne til en andelsbolig? Nyhedsmedier som fx DR benytter sig også af en form for chatbots, og her kan man ved at chatte med DRs chatbot få serveret dagens nyheder i noget der måske kan forekomme lidt ”formiddagsavisagtigt”(læs mere om DRs chatbot her https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/dr-nyheders-chatbot-har-indtaget-facebook).   

Machine learning og kunstig intelligens

De fleste der havde en computer med Microsoft Word før 2005, husker sikkert Microsoft Words ”Clippy”; den animerede papirklips der figurerede i hjørnet af alle nystartede word-dokumenter, og som – med insisterende øjne – nærmest tryglede brugerne om at få lov til at hjælpe. Clippy var dog sjældent særlig hjælpsom og blev i sidste ende fjernet efter klager fra både brugere og Microsofts egne medarbejdere. 

Machine learning og kunstig intelligens har sidenhen revolutioneret taleassistenter og chatbots, og i dag er digitale hjælpere langt bedre til at svare på spørgsmål og give information end Clippy var. Taleassistenter og chatbots lærer nemlig noget nyt hver gang de interagerer med mennesker gennem kunstig intelligens. Nogle af taleassistenterne er desuden blevet udviklet i en sådan grad at de erstatter rigtige mennesker. Dette er fx tilfældet i Japan hvor den japanske taleassistent ”Azumi” (et hologram med både stemme og en animeret krop) holder enlige japanske (fortrinsvis) mænd med selskab som det ses i denne reklame for taleassistenten:https://www.digitaltrends.com/home/gatebox-azuma-hikari-virtual-assistant-news/. 

The Uncanny Valley

Det er dog ikke alle mennesker der synes at de efterhånden meget menneskelige taleassistenter er lige så fantastiske som de japanske mænd gør. Forskning viser nemlig at flere mener at taleassistenter kan blive formenneskelige – i sådanne tilfælde finder brugerne taleassistenterne uhyggelige. Dette kaldes i forskningsøjemed ”the uncanny valley” hvilket henviser til Sigmund Freuds begreb ”Das Unheimliche” (”the uncanny” på engelsk). Freuds begreb dækker over ting der ved første øjekast virker kendt og trygt, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være sært, ukendt og derfor uhyggeligt. The uncanny – eller det uhyggelige – gør sig især gældende ved antropomorfe (objekter der tillægges menneskelige egenskaber som fx mod, glæde osv.) taleassistenter hvor brugerne helt kan glemme at der ikke er tale om et menneske, men kunstig intelligens. Problematikken er filmatiseret i Netflix’ antologiserie ”Black Mirror”. I afsnittet ”Be right back” fra seriens anden sæson mister hovedpersonen Martha sin kæreste Ash der bliver dræbt i en trafikulykke. I sin sorgproces opdager Martha et firma der udvikler taleassistenter til personer der har mistet en kær. Taleassistenten analyserer alle de tekstbeskeder og telefonsamtaler som den afdøde har sendt, og via kunstig intelligens bliver den i stand til både at tale og interagere som den afdøde. Det bliver dog for alvor uncannyda det viser sig at taleassistenten leveres som en mekanisk dukke der ligner Ash på en prik så det næsten føles som om Ash er tilbage… Men også kun næsten.   

Fremtidens chatbots

Forskning peger på at de skriftbaserede chatbots ikke umiddelbart har samme uhygge over sig som taleassistenterne – det skyldes måske at chatbots hverken har stemme eller en ’krop’. Spørgsmålet er derfor hvor menneskelige fremtidens chatbots mon kan blive – og om vi overhovedet har lyst til at interagere med sådan nogle? 

Nye emojis – føler du dig repræsenteret?

Emojisystemet indeholder 2823 emojis, men mange mener at det slet ikke er nok. 

Senest har bl.a. Florie Hutchinson forslået en ny emoji fordi hun mente den manglede blandt de mange valgmuligheder: den flade sko, også kendt som en ballerinasko. I sin argumentation bruger Florie Hutchinson bl.a. googlesøgninger der viser at "flad sko" i langt højere grad søges end "stiletter", som er en af de emoji-udtryksmuligheder der er i emojisystemet i forvejen. Hun ser det som et problem at kvinder – blandt de valgmuligheder der er lige nu i emoji-systemet – kun kan vælge mellem stiletter👠, sandaler med bred hæl 👡 og lange støvler 👢. Langt de fleste kvinder tilbringer mest tid i praktiske sko og ikke i røde stiletter, argumenterer hun.

Emojier er politiske
Det er ikke første gang at Unicode-konsortiet har fået forespørgsler på udvidelse af emojisystemet. I USA blev emojis en del af samfundsdebatten, da den da 15-årige teenagepige Rayouf Alhumedhi i 2016 fik designet en emoji med hijab via crowdfunding. Den muslimske pige sendte et syv sider langt forslag til The Unicode Consortium om at tilføje en hijab-emoji til udvalget af de små symboler, fordi hun mente, det ville have stor betydning for de mere end 550 millioner muslimske kvinder, der bærer hovedtørklæde. Den emoji er nu standardiseret som emojien “woman with headscarf”, 🧕,ligesom lignende emojis som fx “man with Chinese cap” og “person wearing turban”. 

Tidligere er kritikken kommet fra den sorte del af befolkningen, der ikke kunne genkende sig selv i de originale "simpson-gule" humørikoner. Derfor blev det muligt at vælge mellem forskellige hudtoner fra lys til mørk, ligesom det under temaet “familie” er blevet muligt at vælge mellem alle tænkelige konstellationer, dvs. både klassiske kernefamilier, regnbuefamilier og singleforældre – dog med maksimalt to børn. Så det næste er måske at familier med tre eller flere børn kommer ind i emoji-kampen. Retten til flere end to børn - digitalt! 

Bonus-info

Den originale gule smiley blev skabt i 1964 af grafikeren Harvey Ball – siges det! For mange hævder at have fundet på den glade smiley. Smileyen er set på tyrkiske potteskår tilbage i 1700-tallet, i et brev fra den danske forfatter Johannes V. Jensen og på filmplakater i 1950’erne. Men det var efter sigende Harvey Ball, der gav smileyen sin endelige gule glade form, “Happy Face”. 

Den Danske Ordbog har optaget ordet "emoji" og beskriver det som kendt siden 2009. Med vanlig largeness (dette ord findes også i ordbogen!!) foreslår DDO flere forskellige bøjningsmuligheder: 

emojien, emojis, emojier, emojiene, emojierne – men altså ikke emojisene ... 

emoji substantiv, fælleskøn

BØJNING -en, -s eller -er, -ene eller -erne

Ifølge en undersøgelse fra 2001 (Mål og Mæle) er flertalsendelsen -s den hyppigste i nye lån:

#DetKuHaVæretMig – aktivistiske hashtags

”Det kunne have været mig” er en sætning de fleste kan høre sig selv sige. Sætningen beretter om indlevelse og identifikation og bruges også om situationer som man netop er glad for ikke at være havnet i. Med sætningen tilkendegiver man samtidig en høj grad af tilfældighed. 

Tilfældighed som et vilkår er helt central når det kommer til hashtagget #detkuhaværetmig som mange læger og andre sundhedspersoner det seneste år har brugt for at dele deres historier og opråb om et presset sundhedssystem. Den konkrete anledning er ”Svendborgsagen” hvor en ung læge tilbage i 2013 blev anklaget for grov forsømmelse eller skødesløshed fordi hun kun gav en mundtlig ordination (i modsætning til skriftligt at føre den ind i journalen) og ikke fulgte op på denne. Kolleger over hele landet har siden vist deres opbakning til lægen ved både at oprette en støttegruppe på Facebook og en underskriftindsamling og ved at skrive kommentarer under hashtagget #detkuhaværetmig på Twitter, Facebook og Instagram. 

Kampagnen #DetKuHaVæretMig

Kampagnens hovedbudskab er at sundhedspersonalet på hospitalerne føler sig så presset i det daglige at det lige så godt kunne have været en af dem der var kommet til at lave den pågældende fejl. Det bør altså ikke være den enkelte læge der skal bøde for det de ser som et strukturelt og principielt problem. Manglende journalføring pga. tidmangel er i deres øjne et kollektivt vilkår i det nuværende sundhedssystem. Men i denne sag fik det voldsomme konsekvenser for den enkelte. På hjemmesiden detkuhaværetmig.dk forklarer lægerne at de efter Svendborgsagen føler sig presset til at vælge mellem at tage hensyn til den enkelte patient og at sikre deres egen ryg. De tænker alle ”det kunne have været mig”, og medicinstuderende støtter kampagnen via deres hashtag #DetKanBliveMig.

Hashtagget #detkuhaværetmig optræder på Twitter første gang d. 29. januar 2015 (om en anden lignende sag). Næste gang hashtagget bruges (af pressechefen for foreningen Yngre læger), er d. 15. september 2017, dvs. nogle dage efter at lægen er dømt skyldig i Landsretten – og så ruller det derudaf. Pressechefens opslag retweetes 53 gange og får 78 likes, så allerede fra starten er der opbakning til hashtagget. I dag er det brugt over 1200 gange på Twitter. 

Populære hashtags
#detkuhaværetmig optræder ofte sammen med andre hashtags hvis funktion er at ´placere´ indlægget rigtigt, dvs. gøre det søgbart for det publikum man ønsker at ramme, fx #dkpol (står for ”dansk politik” og er det mest brugte og overvågede hashtag i Danmark) og #sundpol, dvs. ”sundhedspolitik”. Andre hashtags er med til at eksplicitere den tematiske ramme, som fx #svendborgsagen og #patientsikkerhed (refererer bl.a. til Styrelsen for Patientsikkerhed). 

Foreningen Yngre Læger kunne have valgt at samle deres kampagneaktiviteter under andre hashtags, fx #EtPressetSundhedssystem, #AlleKanBegåFejl eller #ViManglerVarmeHænder. Men #detkuhaværetmig er retorisk meget mere velvalgt fordi det indebærer narrativitet og identifikation. Sætningen peger tilbage på en hændelse som afsenderen identificerer sig med. Der er altså implicitte, men klare referencer til noget fortidigt som på den ene side vækker læserens nysgerrighed, på den anden side sender et klart signal til denne om afsenderens personlige involvering og synspunkt. 

#detkuhaværetmig som aktivistisk hashtag er et perfekt kampagneværktøj fordi det understreger sammenholdet og fællesskabet – lidt på samme måde som #JeSuisCharlie gjorde efter terrorangrebet i Paris i januar 2015. Lægen er i øvrigt blev frifundet i Højesteret 28. marts 2018.

Blogindlægget er oprindeligt skrevet til Center for Retoriks blog: http://cc.au.dk/forskning/forskningscentre/center-for-retorik/blog/ 

Av for den da

Udråbsord er sprogvidenskabens flygtningebørn. De kommer mange forskellige steder fra, og ingen vil rigtig beskæftige sig med dem, selv om de er en del af os. 

Sprogforsker John Edel Andersen skrev i 1986 om adverbierne som sprogvidenskabens stedbørn. Så den titel var jo taget. Men der er altså noget uønsket og bagatelagtigt over denne del af sprogvidenskaben - denne ordklasse om man vil. Jeg tror det hænger sammen med at de er så uregerlige, så sammensatte og komplekse og så det at de ligesom "taler" et andet sprog end vi gør.

Ikke rigtige ord?

Udråbsord er måske ikke en gang rigtige ord. De er snarere lyde. I dansk definerer vi ord som sproglige enheder som har betydning, og som udtales og skrives uden pause henholdsvis mellemrum (tak til ordnet.dk), og så består ord i reglen både af konsonanter og vokaler. Ja, ja, jeg ved godt at fx også er et ord, men det er jo netop en forkortelse af to ord hvor der også er masser af vokaler i ... for eksempel.

Nå, men vi har altså vedtaget at de her udråbsord (eller interjektioner) også er ord, men bare nogle helt særlige ord. I en artikel jeg skrev i 2013 om disse underlige ting og deres anvendelse på Facebook, definerede jeg dem således:

• De består kun af et morfem (dvs. mindste betydningsbærende enhed, og det behøver ikke engang være det man kalder et rigtigt ord. Det kan være en forstavelse som fx be- i begavelse), men be er i reglen ikke udråbsord... Nå jo, når det bliver fordoblet, bebe, så er det faktisk et udråbsord der betyder noget med ønske om noget ... ofte tilgivelse). 
• De følger ikke altid sprogets normale regler. Nogle af dem har ingen vokalisk lyd og staves derfor uden vokaler, fx pffff, som man bruger for at antyde noget hånligt. Eller hvad med tsk tsk som der altid stod i Anders And-bladene? Det får følgende ord med på vejen i ordnet.dk: "bruges for at udtrykke overbærenhed, opgivelse eller fordømmelse – udtales ved at man placerer fortungen bag fortænderne og bagtungen mod den bløde gane, suger luften ind og med et lille smæld lader tungen slippe fortænderne".... meget instruktivt beskrevet, synes jeg. 
• De kan udgøre en ytring helt alene. Helt alene! 

Og det er dybest set det sidste jeg synes er så fascinerende. Tænk dig! Vi har ord som helt alene kan sige en – ja, som faktisk ER en hel ytring. Udråbsordene står altid alene - siges alene. Så måske skulle artiklen i stedet have heddet "Udråbsord: Sprogvidenskabens enebørn"?!

Og hvorfor er det her med denne enebørnsordklasse overhovedet interessant?

Det er interessant fordi de ord der tidligere mest var i talesproget, nu er på vej ind i vores skriftsprog. Når vi benytter os af det man kunne kalde "onlineinteraktion", dvs. skriver til hinanden på telefonen og via sociale medier, bruger vi ofte udråbsord. 

Jeg skriver fx ups fordi det kan tiltrække andres opmærksomhed og give dem lyst til at spørge hvad det mon er der er gået galt for mig. Eller også skriver jeg mums som kommentar til et billede af en lækker. Eller hvad med den fantastisk mja der betyder at jeg måske er enig, måske uenig med dig og faktisk ikke rigtig har taget stilling endnu, men dog alligevel vil jeg skrive at jeg nok hælder mest mod et lidt forbeholdent ja. Eller hvad mener du, mja betyder?

Hvorfor skriver vi så mange udråbsord? Jeg tror det er en måde at gøre interaktionen nærværende på. En måde at gøre det mere beskrivende. Udråbsord er mere "show" end "tell", og det er mere ekspressivt og dramatisk. Og så er der mere fokus på vores følelser, og på den måde er udråbsordene måske noget af det mest autentiske og kropslige vi kan få lusket ind i (og via) sproget. 

Man kan også se udråbsordene som kontakthandlinger der sikrer at man bliver lagt mærke til. 

HEY! Det er sådan noget der skal til.

Læs også Lotte Thorsens artikel om interjektioner, hvor hun har interviewet Eva Skafte Jensen, Carsten Levisen og mig selv

Hilsner i e-mailen – oversete etosmarkører?

I samarbejde med en svensk, en finsk og to andre danske forskere er jeg i gang med at undersøge hvordan vi gebærder os på e-mailen. Vi fokuserer på tre ting: hilsener, understøtninger og tilpasning.

Stor variation i farvelhilsner (lukninger)

Ved at sammenligne danske og svenske e-mails har vi som noget af det første fundet ud af at der er langt større variationsbredde i lukningerne end i åbningerne der typisk består af enten hej eller kære. I lukningerne derimod bevæger afsenderen sig mellem de helt minimalistiske typer, fx vh (venlig hilsen), kh (kærlig hilsen) og sågar bare h. (hilsen) til de mere fantasifulde som fx de allervarmeste sommerhilsner eller med en form for efterskrift efter afsendernavnet som fx (lettere rystet i min grundvold).

Lav variation i åbningshilsner

Nu kunne man jo godt tænke at der vel ikke er noget underligt i at vi nøjes med at skrive kære eller hej (hvad der i øvrigt er relativt nyt i breve), for det er vel de muligheder der er. Men her mener jeg at vi skal huske at vi får det sprog som vi skaber. Så hvorfor skriver vi ikke en hilsen der hænger sammen med tidspunktet på dagen, fx goddag eller godaften, hvorfor bruger vi ikke de mere uformelle davs eller hallo eller hvad med vær hilset eller ohøj?

En hilsen er en etosmarkør

En af de forklaringer vi vil arbejde videre med, fokuserer på forhandling af etos, dvs. afsenderens karakter. Her ser vi lige nu på hilsesekvenserne som etosarbejde. Hilsner er egentlig overflødige i e-mails fordi både afsender og modtager fremgår af til og fra-felterne i e-mailen. Så hvorfor finder langt de fleste det stadig nødvendigt at eksplicittere hvem henvendelsen er til og fra? Det handler efter min mening både om relationer og om etos, dvs. om at de involverede i hilsner (men også i den øvrige tekst) forhandler hvordan de har det med hinanden (deres relation) og hvordan de opfatter hinanden som person, hinandens karakter (etos). I begyndelsen af brevet er det hensigtsmæssigt at fremtræde så umarkeret og upåfaldende som muligt, og derfor skriver langt de fleste i dag hej i begyndelsen af en e-mail. Men i lukningerne kan man gå ud fra at ens etos nu er etableret (gennem det man i øvrigt har skrevet i e-mailen), og at man derfor som afslutning på e-mailen kan tillade sig lidt mere uden at ødelægge den gode opfattelse. Der er nu grønt lys til enten den hurtige afslutning (vh eller kh) eller den mere kreative eller vovede som fx møs (omdannelse af kys) eller kkk (kys, knus og kram).

Videnskabelige artikler om e-mail er på vej

I samarbejde med følgende forskere skriver jeg på 2-3 artikler om emnet: Jonathan White (Högskolan Dalarna i Sverige), Camilla Wide (Turku Universitet i Finland), Eva Skafte Jensen (Dansk Sprognævn) og Marianne Rathje (Syddansk Universitet).

Øvrige vinkler på emnet er hvordan man understøtter sit ærinde og sin relation i forbindelse med åbninger og lukninger ved fx at skrive på forhånd tak, og hvordan vi tilpasser os hinanden (akkommodation) ved at skrive den sammen type afslutning når e-mailen udvikler sig til en hel tråd med flere svar, og hvor hurtigt man går fra en lang lukning fx Med venlig hilsen til en mere minimalistisk som fx vh eller bare h.

E-mailen er (som en del af "nye medier") en af de mest klassiske kommunikationskanaler. Den ligner stadig i høj grad et papirbrev, men der er også store tegn på forandring. Se Dansk Sprognævns svarbrev vedr. start på breve (fra 1999) eller Anette Grønnings forskning i e-mail i erhvervslivet.

Ungdomssprog – international konference – det bedste indlæg!

Jannis Androutsopoulos' (Hamborg Universitet) keynotetale på den 8. ungdomssprogskonference i Graz, Østrig, (26. - 28. maj 2016) var uden tvivl det bedste indlæg på konferencen. Medrivende og  struktureret fortalte Androutsopoulos om Tegnsætning som sociostilistisk resurse i unges digitale hverdagstekster (Interpunktion als soziostilistische ressource im digitalen Alltagsscreiben von Jugendlichen).

Jannis Androutsopoulos fokuserede i sit oplæg på digital tegnsætning og understregede vigtigheden af at se det som sit eget felt med egne normer. Han opfordrede dermed til hverken at tage udgangspunkt i protypisk skriftsprog eller i begrebet mundtlighed fordi det gør forståelsen ensporet og forudindtaget. Vi risikerer simpelthen at overse vigtige pointer og får dermed ikke den fulde forståelse af hvad der er på færde. 

Med udgangspunkt i sin forskning i data fra Facebook og WhatsApp i perioden 2010-2015 erklærede Androutsopoulos at digital tegnsætning har undergået flere forskellige udviklinger både hvad angår distribution og funktion. Ifølge Androutsopoulos er det normale nu at man ikke sætter et interpunktionstegn som afslutning på sætninger (finale Punktlosigkeit). Sætninger bliver afsluttet anderledes i dag end tidligere, og overordnet set mente han at det fremadrettet vil give mere mening at se på større enheder end sætninger når det kommer til tegnsætning. Han skelnede mellem det ikke at sætte tegn (Nichtsetzung), det at gentage tegn (Mehrfachsetzung/expressive Iteration) og det at sætte tegn anderledes (Anderssetzung).

Funktionen af tegnsætning har ifølge Androutsopoulos ligeledes forskubbet sig fra et sætningsfokus til et sekventielt og interaktionelt fokus, dvs. med information om hvordan hele indlægget skal forstås, og hvad afsenderens egen holdning til det skrevne er. Tegnsætningen bliver en art fortolkningskontekst; måske også fordi de enkelte tegns betydningspotentiale ligger i tegnsætningssystemet i forvejen (mådestegn). Det er ifølge Androutsopoulos oplagt at se denne udvikling som en pragmatikaliseringsproces hvor tegnsætningen i dag i højere grad giver information om hvorvidt en interaktion skal fortsætte eller ej, end om hvordan enkeltsætninger skal forstås, dvs. en udvikling fra syntaktisk til interaktionel betydning.

Idet han primært henførte til Ursula Bredels (2009) og egen forskning inden for området, redegjorde han for adskillige syntaktiske, pragmatiske og interaktionelle iagttagelser: fx syntaktisk segmentering og styring af læseprocessen og forståelsen hvor han eksempelvis skelnede mellem fortsættermodus og afslutningsmodus.

Når snakken kommer på tegnsætning, bliver det ofte en diskussion af normer og kompetencer (jf. den fortsatte kommakrig i Danmark) hvor det at kunne udøve normeret tegnsætning bliver set som dannet og kompetent kommunikation, men Androutsopoulos slog et slag for at forstå digital tegnsætning, som ikke umiddelbart følger bestemte normer, som kompetent udøvelse, dvs. som bevidst stilistisk og personlig variation. Særligt i forhold til ungdomssprog og tegnsætning opfordrede Androutsopoulos os som forskere til at betragte digital tegnsætning som nyt normområde. Derudover mindede han om at selvom vi ser eksempler på ny tegnsætning også blandt ældre brugere, vil de unge altid være motor for den sociolingvistiske udvikling.

Bredel, Ursula (2009) Das Interpunktionssystem des Deutschen. In: Linke, Angelika/Feilke, Helmuth (Hrsg.) (2009): Oberfläche und Performanz. Untersuchungen zur Sprache als dynamischer Gestalt. Tübingen: Niemeyer, 117–136

Emojis eller emojier - mere end en dille

Hvad bruger de unge emojier til, og er det overhovedet interessant? 

Som optakt til at udvide mine forskningsinteresser med endnu et område har jeg lavet en lille spørgeskemaundersøgelse om unges brug af emojier. 100 unge mellem 12 og 25 år har svaret (80 pct. piger), og nogle af svarene er faktisk ret interessante.

Enten eller

En dille er nok det helt rigtige ord at bruge om emojierne, for 90% fortæller at de skriver emojier hver dag eller oftere.

Over halvdelen bruger flere emojis end for et år siden, mens nogle få (8%) siger de helt er holdt op.

33% af de helt unge (11-16 år) bruger IKKE emojis på Facebook selv om de har en profil.

Hvorfor bruger de unge emoji?

Det handler åbenbart ikke om økonomisering, for 40% siger det slet ikke er vigtigt at emojierne er hurtigere at skrive. Det handler snarer om at emojier er sjove, og så kan de være med til at fortælle noget om ens humør og følelser. 

Emojierne er supplement (ikke erstatning for ord), så foreløbig er der nok ikke nogen grund til rigtig at frygte dem.

Hjerterne deler vandene 

Spurgt om hvilken type emoji de bruger mest, svarer kun 4 % af de ”gamle”, dvs. de unge mellem 21 og 25 år, at de bruger hjerter mest, mens hele 31% af de helt unge siger at hjerter er det mest brugte.

Sprogligt interessant?

Efter min mening er det altid interessant når der opstår en ny måde at kommunikere på. Om emojier så er sprog eller semiotiske tegn, kan vi altid diskutere. Meget tyder dog på at behovet for at udtrykke følelser og humør er stort, og at det er noget af det vi bruger emojier (og smileyer) til. Det holder jeg foredrag om i Østrig (Graz) torsdag d. 26. maj 2016.

Spørgeskemasvarene mere detaljeret

Køn

80 piger, 20 drenge

Alder

32 (11-16 år)

13 (17-20 år)

55 (21-25 år) – over halvdelen er mellem 21-25 år

Hvor bruges emoji?

Stort set over alt – topscorer er snapchat med 93% af alle brugerne, Tinder er lavest (60% af alle brugerne)

11-16-årige ligger generelt lavere – helt nede på at 65% bruger emoji på FB (kun 1 skriver aldrig overhovedet på FB), men 84% på Snapchat

21-25-årige: 100% bruger emoji på FB

Bruger du emoji mere end for et år siden?

54 svarer ja, men det er kun 42% af de helt unge (11-16 år) – 3 unge piger bruger aldrig emoji

Hvor tit?

90 % siger hver dag eller oftere, 50 % i næsten alt der skrives på telefonen, 8% aldrig/sjældent.

Hvorfor – vigtigt, ikke så vigtigt eller slet ikke vigtigt

De gør det sjovere                       79% siger at det er vigtigt (62% af de helt unge)

Bedre til at udtrykke følelser        66% siger at det er vigtigt

Hurtigere at skrive                       40% siger slet ikke vigtigt (80% ikke vigtigt)

* en mand (23-25 år): følelser er så dybt, men det handler også om at undgå med at det har betydning hvis der IKKE er en emoji

** en dreng (15-16 år): Emojis er efterhånden ved at være en kliché. Stoppede gradvist med at bruge dem for cirka 7 måneder siden. Stortset alle i min vennekreds er også stoppet med at bruge emojis mere eller mindre. Som jeg ser det nu er det primært folk under 14 og over 20 der bruger emojis. :)

Hvordan?

97% bruger emoji som supplement (typisk som afslutning på sætninger)

Hvilke typer bruges mest?

Ansigter                          72% (80% siger ”de gamle”, 52% siger de helt unge)

Hjerter                            18% (4% siger ”de gamle”, 31% siger de helt unge)

Hænder, dyr, andet        10%